Sommarkoftan 2022 DEL: 3
Hjertelig velkommen til den tredje og sidste del af sommarkoftan 2022. I denne uge skal vi hellige os det sjove – færdiggørelsen af vores cardigan: Knapkanter, knapper, bånd og blokning!
KNAPKANTERNE
Knapkanterne strikkes før cardiganen klippes op. Det gør klippearbejdet lettere, da knapkanterne låser maskerne i siderne og desuden fremtræder midtermasken ekstra tydelig, når den indrammes af kanterne.
Sådan samler du masker op til kanterne. Video
For at knapkanterne ikke skal blive for stramme eller løse, skal der samles 3 masker op over 4 pinde. Du springer altså over ca. hver fjerde pind, når du samler dine masker op. I starten af pinden eller i slutningen af pinden (når du samler masker op i ribkanten) kan du dog samle 1 m op i hver pind, så den yderste del af knapkanten ikke bliver for stram.
Strik derefter knapkanterne ifølge instruktionen i opskriften. Husk at lave knaphuller i højre knapkant!
KLIP CARDIGANEN OP
Når knapkanter og halskant er færdige, skal cardiganen klippes op. Før du klipper, skal der syes forstærkningssømme på hver side af midtermasken.
At sy en forstærkningssøm
Jeg syr altid mine forstærkningssømme i hånden med almindelig sytråd og synål. Så har jeg god kontrol over arbejdet og jeg kan undgå, at arbejdet trækkes ud eller rynkes. Ved at sy i hånden får jeg en fleksibel og korrekt placeret søm på en enkel og let måde.
Du syr sømmene således med BAGSTING. Video
At klippe cardiganen op
Når forstærkningssømmene er lavet, er det blevet tid til at klippe cardiganen op.
Gør således:
Læg cardiganen på et fladt underlag, hvor du har god plads.
Brug en skarp og god håndarbejdssaks, når du klipper.
Arbejd langsomt og metodisk, når du klipper, så du har kontrol over hvad du laver.
Lad venstre hånd (eller højre hånd, hvis du er venstrehåndet) følge med under saksen, så du hele tiden er sikker på at du kun klipper i forstykkerne. Så risikerer du ikke at klippe i ryggen. Klip cardiganen op ved at følge linjen i midten af midtermasken!
Tips: Hvis du vil være helt sikker på ikke at klippe i ryggen, kan du trække cardiganen over et strygebræt, når du klipper (træk den nederste del på først således at ribben nederst ligger ca. midt på strygebrættet og halsudskæringen længst ude hvor strygebrættet er smalt).
På den måde har du også en god flade at arbejde på.
Her kan du se, hvordan det foregår, når man klipper op til en cardigan Video
MONTERING
Hæft de løse ender. Blok/vådspænd cardiganen i de rette mål. Se billedguide om blokning her
Til slut syes knapper på ud for knaphullerne.
Klippekanterne, som ruller sig mod vrangsiden, kan enten syes fast til vrangsiden med garn, stoppenål og små diskrete sting eller du kan gemme klippekanten ved at sy et smukt bånd over den.
Hvis du vil sy bånd på over klippekanterne, er det vigtigt, at begge kanter forbliver lige lange, dvs. at ingen af kanterne strækkes mere end den anden, når båndet syes på. Derfor skal du først klippe 2 lige lange bånd. Mål længden på en af klippekanterne, når den er lidt strakt ud. Læg derefter 2 cm til som sømrum i hver ende (i alt 4 cm).
Sæt båndene fast med nåle i hver side af cardiganen så de dækker klippekanterne og buk dem dobbelt i hver ende. Sy derefter båndene fast med nål og tråd og med små diskrete sting.
Tusind tak fordi du har deltaget i sommer-KAL med Järbo! Del gerne dit resultat ved at lægge billeder af din færdige cardigan på de sociale medier og tag den med #sommarkoftan2022 . Vi er så nysgerrige på at se, hvordan netop din cardigan blev!
Varme sommerhilser fra Maja og Järbo!
VIGTIGE LINK
TIL MATERIALELISTEN hvor du kan læse mere om størrelsen af cardiganen og hvilke materialer du skal bruge
TIL KAMPAGNESIDEN hvor du kan bestille garn og tilbehør til Knit-Alongen
Psst! Vær med i vores Facebook-gruppe Sommarkoftan – her deler vi billeder, tips og inspiration.
Vis gerne dit arbejde frem på Facebook og Instagram (@jarbogarn). Husk at hashtagge dine indlæg med #sommarkoftan2022 !